
Hvis der er noget der kan få mig i sommerhumør, så må det være denne sommerkage! Jeg elsker mango i stort set alt, og mango i kage er ingen undtagelse.
Kombinationen af mango, kokos, lime, passionsfrugt og hvid chokolade minder mig og eksotiske rejser, ferie, sol og sommer. Og så smager den helt fantastisk.
God bagelyst <3


Kiksebund:
- 150 g havrekiks
- 75 g smør
- et nip salt
- Knus kiksene til krummer ved at komme dem i en frysepose og banke med en kagerulle
- Smelt smørret og rør det sammen med kiksekrummerne og salt
- Fordel kiksemassen i en kagering (18 cm i diameter) med kageplast og bagepapir i bunden. Tryk bunden jævn med et glas og sæt den i fryseren
Passionsfrugtganache:
- 150 g hvid chokolade
- 50 ml passionsfrugtpuré (kan købes eller laves selv)
- 50 ml fløde
- Smelt forsigtigt den hvide chokolade (evt over vandbad) og sæt chokoladen til side i en skål
- Hvis du selv laver passionsfrugtpuré; Halvér passionsfrugterne, og skrab frugtkødet ud. Si frugtkødet så du får en ren puré uden kerner.
- Varm passionsfrugtpuré og fløde til kogepunktet i en lille gryde og hæld over den hvide chokolade
- Rør i midten af massen med en dejskraber til ganachen bliver blank
- Hæld ganachen over kiksebunden
- Sæt kagen tilbage i fryseren. Her skal den stå i min. 2-3 timer før næste lag kan hældes på
Kokoslag med lime:
- 120 g kokosmel eller ristede kokosflager
- 100 g kondenseret mælk
- 2 øko lime (limeskal)
- et nip salt
- Hak kokosflager eller kokosmel groft
- Rør kokos, limeskal, kondenseret mælk og salt sammen
- Fordel fyldet ovenpå ganachen. Udjævn evt med et glas for at få en jævn overflade
- Stil kagen tilbage i fryseren mens du laver den første mousse
Hvid chokolademousse:
- 1.8 husblas
- 136 g hvid chokolade
- 300 ml fløde
- Udblød husblas i koldt vand i 5-10 min
- Smelt forsigtigt den hvide chokolade (evt over vandbad) og sæt chokoladen til side i en skål
- Varm 120 ml fløde op til kogepunktet. Tag gryden af varmen og pisk husblas i
- Hæld den varme fløde over chokolade mens du rører i midten med en dejskraber til den samler sig
- Lad massen køle af til håndvarm
- Pisk resten af fløden (180 ml) til letpisket skum og vend i massen, der er kølet til håndvarm (er den for varm kan den skille fløden)
- Hæld 260 g mousse ovenpå kagen og sæt den tilbage i fryseren. Her skal den sætte sig i minimum 3 timer. Resten af moussen kan du evt gemme til nogle moussebomber eller som en lille ekstra dessert
Mangomousse:
- 4.5 husblas
- 300 ml mangopuré (kan købes eller laves selv)
- 75 g sukker
- 1.5 tsk vaniljepaste
- 1 citron (Brug 3/4 af limen til saft)
- 450 ml fløde (eller 300 ml fløde og 150 g græsk yoghurt 10%, hvis du vil gøre kagen endnu mere syrlig)
- Udblød husblas i koldt vand i 5-10 min
- Hvis du selv laver mangopuré; Kog mangoerne op i en gryde til de er møre. Si frugtkødet så du får en ren puré/saft
- Varm mangopuré, vaniljepaste, citronsaft og sukker til kogepunktet i en lille gryde. Tag gryden af varmen og pisk husblas i
- Lad massen køle til håndvarm
- Pisk fløden til letpisket skum og vend i massen, der er kølet til håndvarm (er den for varm kan den skille fløden)
Benytter du også yoghurt, skal det vendes i den piskede fløde - Hæld mangomoussen i en Quenelle Silkomart silikoneform, der har 12 Quenelle forme. Sæt dem i fryseren minimum natten over
- Resten af mangomoussen hældes i en rund silikoneform (20 cm i diameter) foret med kageplast (da kagen vil være højere end formen).
- Den frosne kage med kiksebund, ganache, kokoslag og hvid chokolademousse tages ud af fryseren og puttes forsigtigt ned i mangomoussen (med den hvide chokolademousse nedad)
- Stil kagen i fryseren minimum natten over
Mangoglaze:
- 7.5 husblas
- 190 g hvid chokolade
- 125 ml fløde
- 63 ml mangopuré (kan købes eller laves selv)
- 190 g sukker
- 190 g glukosesirup
- gul pastafarve
Vil du lave en mere enkel udgave, kan du droppe glazen og blot pynte med Quenelle-mousserne.
- Udblød husblas i koldt vand i 5-10 min
- Hak den hvide chokolade fint og kom det i en stor kande
- Varm sukker, mangopuré, fløde og glukosesirup op til kogepunktet. Tag gryden af varmen og pisk husblas i
- Hæld den varme masse over den hvide chokolade i kanden. Stavblend til glazen samler sig (sæt stavblenderen skråt ned i så du undgår luftbobler). Tilsæt evt lidt pastafarve, hvis du vil have en mere gul farve
- Put husholdningsfilm på toppen af glazen og lad den køle ned til 35-34 grader
- Tag den frosne kage ud af fryseren lige inden du skal glaze. Sæt kagen på en rist med bagepapir nedenunder
- Hæld glazen over kagen. Brug to store paletknive til at køre bunden af kagen rundt på risten så glaze-trådene fjernes.
- Placer kagen på et kagefad og lad kagen tø op i køleskabet i ca. 6 timer
Pyntning:
- Tag Quenelle-mousserne ud af formen. Brug en kagering (18 cm i diameter) til at lave et lille aftryk på toppen af kagen. Derefter kan du lægge moussebomberne i en cirkel ud fra den cirkel du lige har lavet med kageringen (der vil være én Quenelle-mousse i overskud). Brug evt plastikhandsker, når du rører moussebomberne, så moussen ikke smelter
- Pynt med spiselige blomster lige inden servering